Frk. Stampes fodklinik i Humlum er i kontstant forandring. Sidst var det behandling med de små Garra Rufa fisk, som var det nye tiltag hos Susan Stampe, men nu er Frk. Stampe også blevet godkendt som uddannelsessted for negleteknikere og Susan Stampe har allerede en nyudlært negleteknikker på bedding, nemlig Christel Smed Larsen fra Thyholm, der begyndte i klinikken i december sidste år.
“Jeg kontaktede Susan, da jeg havde et stort ønske om at blive negleteknikker. Jeg ville egentlig bare spørge Susan til råds om, hvor jeg skulle tage uddannelsen henne, men da Suan havde fået godkendelse til at kunne tage elever ind, fik jeg elevpladsen” siger Christel Smed Larsen, der blev udlært i sidste uge og fortsætter i klinikken som negleteknikker.
Og mester er tilfreds: “Det har været superspændende og en stor udfordring at have en elev, det er dejligt at give erfaring og viden videre. Det har betydet at jeg selv har skullet tænke og reflektere over tingene, da det jo ikke er en selvfølge for eleven. Så det er ikke sidste gang jeg har en elev”, siger Susan Stampe.
Frk. Stampes Fodklinik har fejret to års fødselsdag og negleteknikker uddannelsen er ikke eneste nye tiltag. “Jeg har investeret i en infrarød kabine. Kabinen kan bruges til flere former for behandlinger; Welssness behandlinger og de infrarøde varmestråler kan også bruges til smertelindring”, fortæller Susan Stampe. Behandlinger i den infrarøde kabine tilbydes fra den 20. maj.
Den populære og farveglade Herning-kunstner Ove Ødegaard er et tilbagevendende fænomen på Galleri Humlum.
Og efter to års pause er det nu igen blevet hans tur til at pryde væggene over det sandstrøgne gulv.
“Siden sidst har jeg både været i Skagen og Provence efter motiver til de 40 billeder, der nu præsenteres i Humlum” fortæller han.
Og på rejserne har han fundet de lidt stærkere farver frem, og der er kommet lidt flere detaljer i nogle af motiverne.
Udstillingen, der også rummer glasværker af Mette Bülow Duus og malerier af Elisabeth Asli, åbner d. 4. maj og varer godt og vel måneden ud.
Den 19. maj 2012 fra kl. 10.00 – 16.00
ved Humlum Fiskerleje
| Kom og oplev vandet på en ny måde |
Aktiviteter for børn og voksne |
| - Kajakker - Joller - Både - Skibe - Udstyr - Beklædning |
- Klatretårn - Grill - Prøv vandet - Legeplads - Minigolf |
Foreløbigt program
10.00 Åbning – Velkommen
11.00 Afgang – Danmark rundt i havkajak
11.30 Grillpølserne er varme
10.00 – 16.00 Aktiviteterne er åbne
Campingpladsen ved Humlum Fiskerleje fik søndag eftermiddag besøg af Sussi & Leo, der selv har været campister på pladsen.
Der var sus i skørterne, da Sussi søndag eftermiddag sammen med sin mand og musikalske makker, Leo, gav den gas på en blokvogn på campingpladsen ved Humlum.
Det musikalske indslag var en del af weekendens havnefest og kræmmermarked.
Ideen til at invitere den nordjyske popduo til at underholde campister fik værtsparret på Humlum Fiskerleje og Campingplads, da Sussi og Leo camperede på pladsen.
En god oplevelse
“Vi oplevede, at de var meget gæstfrie og åbne, og Sussi og Leo fik hurtigt skabt en stemning omkring sig,” fortæller Rikke Lützen Laursen, der udgør den ene halvdel af værtsparret på pladsen.
“Mange af vores fastliggere har prøvet lidt af hvert, mens vi har bygget vores toiletter om, så vi mente, at de skulle have en god oplevelse til gengæld,” tilføjer Rikke Lützen Laursen.
Hun anslår, at der søndag eftermiddag var omkring 500 gæster inde for at høre Sussi og Leo.
Live for første gang
På forreste række sad fastliggerne, Laomi Jensen og Henning Egebjerg fra Herning.
“Vi har aldrig set Sussi og Leo live før. Det er kun pluk på tv, vi har set med dem. Men man hører jo så meget om dem,” sagde Laomi, der arbejder som kantinemedarbejder, når hun ikke slapper af som campist.
“Det er nok ikke den helt store musikalske oplevelse, vi forventer. Men et godt show,” smilede Henning Egebjerg, der er strategisk indkøber.
En onsdag eftermiddag havde en lille flok campister fra Toftum Bjerge Camping meldt sig til Welness hos Frk. Stampe og Saxóføn i Humlum.
Eftermiddagen startede med et lille glas og lidt snack, og så blev der ellers lavet gelénegle, print på negle, klippet og farvet hår, lavet fodbehandlinger, grinet og pjattet, farvet vipper og rettet bryn og givet krops massage.
Alle hyggede sig og fulgte med i hvad de andre fik lavet, og nogle blev inspireret til selv at prøve lidt mere, end først havde tænkt sig.
Traditionen tro har der igen været afholdt kræmmermarked lige uden for indgangen til Toftum Bjerge Camping.
Det nye værtspar der overtog pladsen i det tidlige forår har valgt at føre traditionen videre. Dog med den lille undtagelse, at de gennemførte den grillfest, der så ofte har være annonceret i forbindeles med kræmmermarkedet lørdag aften, men som så ofte er blevet aflyst.
“Jo. Det er et stor arbejde. Men det følger altså med,” siger en den travle Camping-mutter, Gitte Thusgaard Poulsen.
Ude ved staderne var udvalget bredt. Smukke gamle glas stod side om side med udtrådte sko, blade med æselører og messinglysestager med krummelurer.
Skulle sommeraftneren fortsætte med at være kølige, var der også råd for det. Marion Jørgensen var kommet helt fra Juelsminde for at sælge vinterens produktion af håndarbejde; striktrøjer i klare farver og stribede uldsokker.
Også fastliggerne på Toftum Camping Conni og Bent Lindgren var mødt frem,
»Vi er såmænd ikke erfarne kræmmere. Vi synes bare det kunne være sjov at være med, når vi nu var her alligevel,« siger Bent Lindgren.
Det blev en weekend med blandet vejr – lidt smådryp fredag. Perfekt kræmmer-vejr og så fortonede markedet sig desværre i regn, søndag formiddag.
Torsdag den 30. juni drog dagplejerne i Humlum på tur til Jyllands Park Zoo.
Dagplejerne og børnene var med bus til zoo og den var sponsoreret af Humlum og Omegns Borgerforening og RHIF.
Men en ting er turen en anden er indgangsbilletterne. Her havde Saxoføn, Frk. Stampes fodklinik, Humlum Kjoler, Klinik for fodterapi og Super Spar Humlum, været så generøse at spytte i kassen, så turen kunne gennemføres.
Dagplejere og børn havde en dejlig dag, hvor de så en hel masse spændende dyr og morede sig på parkens legepladser.
Senere spiste de deres medbragte mad i et stort telt, og sidst på dagen gik turen hjemad med en flok glade og trætte børn.
Lørdag d. 9. juli var der fernisering på en ny udstilling i Galleri Humlum.
Udstillingen viser værker af to malere og en keramiker.
Keramiker Birthe Rågård elsker at stå i sit værksted med hænderne begravet i ler. Og nyder med fingrene at give leret det liv og den form, hendes tanker skitserer. Gennem mange år som keramiker har hun arbejdet med en lang række froskellige teknikker, udtryksformer og temaer. Det figurative og ofte lidt finurlige er et gennemgående træk i hendes arbejder, hvor der også er plads til humor.
Visionære landskaber
Når man ser på et af Henrik Scheel Andersens landskabsmalerier, er det friskt sanset, det er på en eller anden måde meget jysk og det er ekstatisk, men samtidigt yderst disciplineret.
Kunst fra marskgården
Ghita Svensen er kunstner med værksted i en 250 år gammel marskgård. De fantastiske omgivelser fornægter sig ikke i hendes karakteristiske værker. Ghita har altid beskæftiget sig bredt med adskillige kunstneriske udtryksformer – primært med maleri, men også hendes arbejde med grafik, keramik og musik er populært. Ghitas inspirationskilder er mange, og selvom hendes abstrakte motiver udspringer af meget andet end de lokale landskaber, synes marskens barske udtryk at have fået et solidt tag i hendes penselsstrøg
Bremdal/Resen/Humlum slap med æren i behold mod Brøndby foran 1000 tilskuere.
Fem scoringer, en masse store chancer og næsten ingen regnvejr var på menuen onsdag aften i Humlum.
Her så omkring 1000 tilskuere de lokale serie 3 helte få besøg af superligaklubben fra Brøndby, der var med til at fejre Resen/Humlum IF’s 75 års jubilæum.
Og helt som ventet dominerede de gulblusede superligastjerner fra første minut, men i sidste endte “slap” et forbilledeligt kæmpende hjemmehold med et nederlag på 5-0.
Stærkt målmandsspil
Man frygtede ellers det værste på værternes vegne, da unge Alexander Green og Michael Krohn-Dehli i løbet af de første 10 minutter havde bragt Brøndby foran.
Derefter gik det noget længere mellem målene, selv om Martin Bernburg nåede at gøre det til 3-0 inden pausen, mens Jan Kristiansen og Brent McGrath i anden halvleg lukkede kampen.
Med hos BRH var blandt andre Thisteds stortalent Mikkel Agger samt Måbjerg-målmanden Lasse Staunstrup, der diskede op med en lange række perleredninger i anden halvleg.
Lørdag d. 18 juni mødtes en flok en Humlums beboere på aktivitetspladsen for at friske den op. 
Der blev malet, taget ukrudt op, slået græs, fejet, sat hegn op og meget mere – således at vores alle sammens aktivitetsplads er klar til sommeren. Desværre var vejret ikke helt på vores side, så vi nåede ikke at blive færdige med at male inden regnen satte ind. Det betyder at vi i løbet af den næste månedstid vil mødes på aktivitetspladsen nogle aftener for at få det sidste gjort færdigt.
Så hold øje med www.humlum.nu og se hvornår DU har mulighed for at komme og give en hånd med.


